fredag den 13. januar 2017

Kan du kende forskel på en engel og en djævel?

Kære Julie!!

Kan du kende forskel på en engel og en djævel? Jeg troede selv, at det var oplagt, men nu er jeg kommet i tvivl.

En uge efter den første store operation, hvor lægerne fortsat var ved at udrede mig for kræft, vovede jeg mig udenfor. Det var selvfølgelig for tidligt, og jeg sneglede mig langsomt afsted fra fra Nørreport mod Arnold Buscks boghandel et af mine absolutte yndlingssteder i København, koldsvedende og med sammenbidte tænder. Jeg VILLe være udenfor bare lidt, efter at være fanget i min seng i dage.

Ved en af de store bogstakke stod en lille pige med mørkt krøllet hår og store sorte øjne. Jeg kan huske, at hun havde en blå kjole på og sorte sko med runde snuder. Hendes øjne lyste op, da hun så mig, og mens hun kiggede mig lige i øjnene  sagde hun med overbevisning i stemmen: "mama".



Det er en kliche, det ved jeg godt, men det føltes som om tiden stod stille, og pigen og jeg var de eneste levende i en verden, der var stivnet i mellemrummet mellem to hjerteslag. Jeg stirrede på hende, inde i mit hoved kværnede to monologer samtidig, men ingen af dem kom dog ud over mine læber.

Første monolog: nej jeg er ikke din mor, og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver nogens mor, okay. Jeg har måske kræft, og de truer med at tage min livmoder og uden livmoder, ja det er du selvfølgelig for lille til at fatte, så lad os bare holde os til, at det der kan du fandme ikke være bekendt at sige. Okay!!

Anden monolog: Fascinerende. Tænk at djævle kan være så små. Det havde jeg alligevel ikke ventet, og så har den forklædt sig som en lille pige. De er alligevel ret snedigt.

Pige-djævlen lod dog fuldstændig upåvirket af min tavse tale og gentog med ligestor overbevisning "mama". Jeg prøvede, at få min tunge til at lystre, men ligemeget hvad jeg gjorde fortsatte tavsheden upåvirket og langsomt begyndte tvivlen at krybe ind i pigens mørke øjne. Da hun for tredje gang gentog "mama" var ordet gået fra en konstatering til et spørgsmål "mama?".

Før situationen udviklede sig til det forudsigelige kæmpeskrig, kom djævle-pigens mor dog farende, trak afsted med pigen, og efterlod mig alene og koldsvedende omgivet af tavse eventyrbøger, der alle som en havde vendt mig ryggen.

Siden den dag, har jeg i det sted i min hjerne, der er bange for at stille sko på bordet og siger 7-9-13 været overbevist om, at jeg mødte djævlen den dag. Men nu er jeg pludselig kommet i tvivl. Hvordan kender man egentlig forskel på en engel og en djævel? Måske var det en engel, der opsøgte mig for at forsikre mig om, at mine drømme ville gå i opfyldelse? Måske var det min indre modstand, min vrede, der fik englen til at tvivle tilsidst? måske er engle og djævle blot åbne spørgsmål, som venter på, at vi giver dem mening...?

Kærlig hilsen Nynne

fredag den 6. januar 2017

Advarsel til læseren

Kære Julie

Jeg startede min blog til dig uden at tænke særlig meget over det. Jeg skrev om de ting,  der rumsterede rundt i mit hoved. Det var ting, der ikke ville gå til ro mellem siderne i glemmebogen, og de blev hurtigt til en blandet landhandel af alt mellem himmel og jord og ting svævende frit midt i mellem. Sådan bliver det ikke fremover.

Jeg elsker i modsætning til de fleste januar. Der er sådan noget magisk ved nye begyndelser. Januar er der, hvor alting endnu kan ske, og ens tanker er en hvirvelvind af drømme. Og noget af det jeg har drømt en hel del om, er bloggens fremtid i det nye år. Som alt andet har jeg ikke rigtig tænkt så meget over det at skrive om min kræftbehandling (forstadier til livmoderkræft) og mit fertilitetsforløb, som hvis alt går vel ender med, at jeg har et barn og en livmoder mindre. Og så er det alligevel blevet sådan, fordi det var noget af det, der rumsterede rundt i mit hoved, og jeg i bund og grund tror på, at det hjælper at skrive grimrianerne frem i lyset, da de har så let ved at vokse sig store og uregerlig i mørket.



Denne blogpost er derfor en advarsel til læseren. I 2017 slipper jeg for alvor grimrianerne fri her på bloggen, med deres grimme, klumpede næser, skælede haler, dårlige ånde og skarpe kløer. Men jeg ville aldrig gøre det, hvis ikke jeg (også) troede på, at de kunne besejres, så du må love mig ikke at blive alt for bange. Det er bare nogengange sådan, at man må gøre noget, også selvom om det føles lidt farligt. Og så kommer det selvfølgelig også til at handle om lys, det magiske ved livet og troen på det gode, for det er nødvendigt, hvis man skal besejre grimrianer.


Godt nytår søde julie

Kærlig hilsen

Nynne

mandag den 26. december 2016

Budskabet fra den værste jul nogensinde

I år blev det aldrig jul. Jeg hængte julepynt op: Min elskede juleaustronaut, mit juletræ med de røde ballerinaer, mit isbjørnepar med balletskørt og prikket slips, men det særlige, der skulle forvandle det hele til sand julemagi, kom aldrig.

I november fandt jeg ud af, at jeg var gravid. I december begyndte blødningerne, og den 23 december aborterede jeg. Tre sætninger. Så kort kan en historie fortælles. Alt var tilstede, men magien, der skulle forvandle det til et nyt menneske, kom aldrig.

I dag tog jeg pynten ned. Jeg havde glædet mig til det, glædet mig til at slippe af med de glimtende stjerner og sammenflettede julehjerter, der tavst råbte deres budskab om, at dette var en tid for at glædes. Jeg er ikke et menneske, der dvæler.  Hvis julen svigter, sætter jeg mit lid til nytåret, nye begyndelser, nye muligheder.

Og så var det alligevel svært at klippe silkesnorene til de røde, glitrende æbler og gemme dem væk i anonyme, hvide plastikposer sikkert forseglet til næste år. Jeg havde haft så store forhåbninger til deres evne til at forvandle hverdagen til noget særligt, og så viste de sig bare at være flamingo-kugler.



Og på den måde lærte den værste jul nogensinde mig alligevel noget vigtigt. Jeg ønsker mig magien. Jeg ønsker mig noget mere end hverdagens kolde grå decemberlys, der netop nu stråler igennem mine fedtede ruder. Det er overraskende sjældent man virkelig, virkelig ønsker sig noget, kære Julie, og når den følelse kommer, skal man samle alt sit mod og alt sin styrke, og så skal man kæmpe.

 2017 jeg har hvæsset mine drømme på månelys, så de er skarpe som klinger, så kan du godt komme an

Kærlig hilsen Nynne

søndag den 11. december 2016

Al kreativitets mor

Kære Julie!

Der er stille i mit hoved. Ikke et eneste ord summer rundt derinde, og tavsheden er så dyb, at det næsten runger i mit kranie. Da jeg var yngre, var jeg ekstremt bange for den tilstand. Dage, der bevægede sig fremad som grå skyggesoldater uden at efterlade sig spor, var mit personlige billede på helvede. Puf! en uge var væk og så endnu en og endnu en. Og jeg kiggede med rædsel på tiden, der som gråt, ubønhørigt sand, fossede ud imellem mine fingre uden, at jeg kunne gøre noget for at stoppe det.

I dag er jeg kun mildt bekymret. Jeg har efterhånden lært at stole på, at de kommer igen, ordene. Og i stedet for at løbe fra stilheden, så gælder det om, at jeg sætter mig og venter til det øjeblik, hvor der er så stille, at det er som om tiden er gået i stå, og gråheden er blevet til et fuldstændigt uigennemtrængeligt mørke. Og nå jeg så sidder der i mørket og både har fået taget mod til at åbne mine øjne igen (for monstre, der lurer i mørket, findes vist nok ikke) og vænnet øjnene til mørket, så kan jeg pludselig se stjernerne på ny. Og når jeg kigger op, på de der stjerner, så kan jeg igen se, hvilket under verden er - og den følelse er al kreativitets mor.



Når det så bliver lyst igen, - for når man ser på verden med under-briller på, så er gråheden ikke længere gråhed, men det fine, svage morgenlys, -  så spirer de mest sælsomme planter op af jorden, næret af underet. Og det er bare at bøje sig ned og plukke dem til en eventyrlig buket af ord.

Kærlig hilsen

Nynne

søndag den 6. november 2016

På besøg i cellen


Kære Julie!

Kender du Louise Bourgeois? Hendes celler spøger netop nu på Louisiana og i mine tanker nu uger efter, at vi besøgte dem.

Louise Bourgeois' mor vævede gobeliner. Tråd blev lagt ovenpå tråd, time efter time og langsomt dukkede historien frem. For Louis var hendes mor en edderkop. En utrættelig historiefortæller, der arbejdede på sit spind.

I et af cellerne skærmer edderkoppens lange ben en celle med en lille barnestol i. På væggene i cellen hænger gamle gobeliner, løsrevne billeder, hullede og ældede af tidens tand, som minder fra en svunden fortid.

Søren kalder på mig "se" siger han, "der hænger ure derinde".  Vi kigger på de fine gamle lommeure, som for længst er gået i stå. Et af dem står åben. Da jeg ser nærmere efter, opdager jeg, at det slet ikke er et ur, men en medaljon med et barnebillede i. Glasset er knust, som om en har taget sin finger og presset mod glasset til det gav efter.

Nogle celler er net, som du kigger ind i. Andre er lavet af gamle døre, hvor du kan titte ind igennem sprækkerne.

Mens jeg stirrer ind igennem en af sprækkerne, tager en kvinde et billede. Jeg hvisker til søren, at jeg nu officielt er blevet kunst, en voyeur, der lurer på en andens hemmeligheder.



Ved siden af edderkoppecellen står en celle fyldt med blå glaskugler, der omringer en vindeltrappe, der fører op til en tom platform. Der er noget overjordisk over de strålende glaskugler, men jeg har svært ved helt at blive enig med mig selv om, hvad jeg mener om trappen. Er man fanget deroppe uden mulighed for at slippe væk? Eller er næste skridt vejen ud i friheden og er friheden så her det frie fald?



Og mens jeg skriver det her, så tænker jeg,  at det er som om oplevelsen ikke rigtig kan fanges i beskrivelser, historierne kommer ikke med. Jeg tror nemlig ikke, der er nogen, som ikke har stået på trappen mod det uvisse. Eller følt sin version af fortiden blive knust af guillotinens kliniske præcision. Det her er hundredevis af historier samlet under et. Og jeg skulle skrive dig hundredevis af historier for rigtigt at kunne fortælle dig, hvad cellerne gemmer.

Nogle gange er storhed indiskutabel.

Kærlig hilsen Nynne




mandag den 17. oktober 2016

Lad os lave en historie

Kære Julie!

Jeg er begyndt på et nyt skriveprojekt, og det er virkelig, virkelig sjovt. Ideen er at lave en lillebitte historie ud fra et billede eller et ord, og det er så skægt at se, hvor meget historie man egentlig kan presse ned på ganske få linjer.

Ideen opstod helt af sig selv, da jeg gik forbi en træhund, som stod ved en postkasse. Jeg snuppede et billede, og så gik jeg og legede lidt med ideen om, hvorfor den egentlig stod der. Jeg postede historien på Facebook og uden rigtig at tænke over det, havde jeg et par dage efter postet endnu en og så endnu en.

Da jeg var lille, var en fast vending i min familie, når vi stødte på en ting, som vi ikke lige havde en forklaring på  "Lad os lave en historie" og så digtede vi en forklaring, som selvfølgelig gerne måtte være helt vanvittig, men det var ikke et krav. Det var en seriøs leg, som blev taget meget alvorligt af alle implicerede parter, kan jeg love dig - men det var stadig en leg. De små historier føles netop som "Lad os lave en historie"-legen, fra jeg var lille, som en meget seriøs leg.

Vil du se historierne sammen, så samler jeg dem på min instagram-profil @små_historier

Kærlig hilsen

Nynne

PS. I anledning af hallow reads - tre små uhyggelige historier fra mig til dig



Spøgelset:
Det var tredje gang i denne uge hans kone havde undgået de snublefælder, han møjsommeligt havde placeret på trappen. Hvorfor ville hun ikke dø? Han ønskede jo bare, at de var sammen igen! Spøgelset svævede sørgmodigt igennem de mange rum i det gamle hus, mens han mumlede for sig selv "ensom, ensom, ensom"


Varulven
Åh han ville sådan ønske han kunne undgå sprøjtene, for var det først kommet på brillerne var det stort set umuligt at få af igen. Med et ærligt suk tog varulven brillerne af og begyndte at gnide på den røde plet i hjørnet af venstre brilleglas med sit lommetørklæde. Hans anstrengelser resulterede dog blot i en stor lyserød og ganske uigennemsigtig plamage


Dukken
Peter vågnede 'Giv mig et knus' lød det ud fra gangen. Det var anden gang i nat, at den var begyndt af sig selv, den rådne dukke, der måtte jo være noget galt med maskineriet. Han blev liggende et øjeblik og bad en stille bøn til, at den ville gå i stå af sig selv, men dukken fortsatte hårdnakket "Giv mig et knus" "Giv mig et knus"
Tilsidst smækkede Peter benene ud over sengen med et ærgerligt suk, greb dukken i armen og slæbte den ned i kælderen. Så kunne de da i det mindste ikke hører den længere.

Peter vågnede. Ved siden af hans ører sagde en mekanisk stemme "Giv mig et knus"